mail telefon tilmelding

Tirsdag den 1. februar åbner en ny ansøgningsrunde for en pulje, der giver privatpersoner mulighed for at få dækket gebyret for afkoblingen hos statens gasdistributør Evida, hvis gasfyret ønskes udskiftet med en alternativ energikilde.

En midlertidig ordning, der gør det muligt at få dækket gebyret for afkobling, åbner tirsdag den 1. februar kl. 10. Afkoblingsordningen giver private husholdninger og udlejere mulighed for at få dækket gebyret til Evida for at blive afkoblet gassystemet, hvis man ønsker at udskifte sit gasfyr med en alternativ energikilde

Afkoblingsordningen er et resultat af den politiske klimaaftale fra den 22. juni 2020, hvor der blev afsat midler til gebyrfritagelse ved afkobling fra gassystemet, og midlerne uddeles i perioden 2021-2026. Evida administrerer ordningen for Energistyrelsen, og Forsyningstilsynet har netop godkendt, hvordan Evida forvalter puljen i overensstemmelse med kriterierne, og at gebyret i tilfælde af gebyrfritagelse dækkes af staten i stedet for den enkelte husholdning.

Hvem er omfattet af afkoblingsordningen?
Ordningen omfatter private husholdninger og udlejere med udlejningsboliger der, på den pågældende adresse

  • har et årligt forbrug (i seneste aflæsningsår) på mellem 100m3 og 6.000 m3, og
  • ikke har et eller flere CVR-numre registeret på adressen, der i de seneste tre regnskabsår sammenlagt har modtaget de minimis-støtte[1], der overstiger 1.500.000 kr. (200.000 EUR).

Der er i 2022 afsat 100 mio. kr. til gebyrfri frakoblinger.

Hvad skal jeg gøre for at få en gratis afkobling?
Du skal opsige din gasforsyning hos Evida på Mit Evida. Din vvs-installatør, fjernvarmeselskab eller andre kan ikke opsige gasforsyningen på dine vegne.

Bemærk, at du skal logge ind på Mit Evida med kundenummer og adgangskode, så det er en god idé at sikre, at du har begge dele ved hånden. Få hjælp her.

Hvis du opfylder kriterierne, og der er penge tilbage i puljen, bliver afkoblingen af din gasledning gratis for dig. Det bliver du informeret om med det samme. Hvis ikke du opfylder kriterierne, eller hvis puljen er opbrugt for den periode, hvori frakoblingen ønskes foretaget, oplyses du om, at der ikke kan opnås fritagelse for betaling af afkobling. Du kan herefter vælge enten 

Anmoder du ikke om afkobling hos Evida, har du mulighed for at ansøge på ny i det efterfølgende år, såfremt ordningen fortsat er gældende i det nye år, og du fortsat opfylder kriterierne.

Hvornår skal jeg opsige min gasforsyning?
Afkobling bør ikke ske, før anden opvarmning er installeret, indmelding til afkobling bør således først ske, når anden opvarmning er installeret, eller man ved, hvornår den nye opvarmningsform vil være installeret. Afkobling kan maksimalt bestilles 12 måneder frem.

Gebyrfritagelsen tildeles efter først-til-mølle-princippet. Det betyder, at de, som først indberetter et behov for afkobling, får tildelt gebyrfritagelsen, indtil den årlige pulje er tom.

Sådan foregår det, når puljen åbner for ansøgning den 1. februar kl. 10
Selve puljen åbner for ansøgninger klokken 10.00. Tilgår man Mit Evida (https://selvbetjening.evida.dk) mellem kl. 08.00 og 10.00, kommer man i et digitalt venteværelse. Venteværelset hjælper til at håndtere et eventuelt pres af mange interesserede ansøgere. Klokken 10.00 dannes køen til at søge tilskud, og her tildeles personerne i venteværelset en vilkårlig plads i køen. Pladsen i køen er uafhængig af, hvornår man logger på i venteværelset indtil kl. 10.00. Personer, der logger på efter kl. 10.00, får en plads bagest i køen.

Øvrige støttepuljer
Du kan desuden søge midler i bygningspuljen til eksempelvis en varmepumpe som erstatning for dit gasfyr. Bemærk, at det er vigtigt, at du ved, hvornår den nye opvarmningsform vil være installeret, inden du afkobler din gasforsyning. Derfor skal du søge og have fået tilsagn om tilskud fra bygningspuljen, inden du melder din afkobling hos Evida, hvis du ønsker at opnå både støttemidler og gebyrfritagelse.

Afkoblingsordningen er teknologineutral og kan således også kombineres med andre ordninger. Hvis man for eksempel ikke ønsker selv at investere i en varmepumpe som erstatning for det nuværende olie- eller gasfyr, er det muligt at få en varmepumpe på abonnement, som skrotningsordningen støtter ved at give tilskud til de virksomheder, der udbyder ordningen. Herudover kan fjernvarmevirksomheder gennem fjernvarmepuljen få tilskud til konverteringsprojekter, hvor energieffektive fjernvarmenet udrulles i nye fjernvarmeområder, og hvor individuelle olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme.

Læs mere om afkoblingsordningen på Energistyrelsens hjemmeside

Læs om afkoblingsordningen, og hvordan man opsiger sin gasforsyning på Evidas hjemmeside

 

[1] De minimis-støtte er mindre beløb, som gives som statsstøtte underlagt EU Kommissionens forordning nr. 1407/2013.

Malene Hadrup

senior kommunikationsrådgiver

Del

Ved lugt af gas eller andet nødstilfælde


Ring til os på 62 25 91 14.

Lugter du gas? rediger postnr.
service

Indtast et andet postnummer

Det indtastede postnummer er ikke i et gasforsyningsområde. Indtast postnr. for den adresse, du er interesseret i, eller ring til os på tlf. 7789 9000.

Det indtastede postnummer er ikke i et gasforsyningsområde. Indtast postnr. for den adresse, du er interesseret i, eller ring til os på tlf. 7789 9000.

Aflæs gasmåler