Grøn brint - nøglen til fremtidens energisystem
Grøn brint er en central brik I den grønne omstilling. Hos Evida arbejder vi for at skabe en sikker og effektiv distributionsinfrastruktur, der gør det muligt at transportere brint til og fra industri, transport og PtX-projekter.
Hvad er brint?
Brint er et simpelt grundstof, en farveløs og lugtfri gas, der har potentiale til at blive en nøgleaktør i fremtidens energisystemer. I bestræbelserne på at opnå et CO2-neutralt energisystem er brint afgørende.

Fra vind til brint og videre til grønne brændstoffer
Produktionen af brint er relativt simpel og kræver blot vand og strøm fra vedvarende energikilder. Brint fremstilles ved at spalte vand til brint og ilt ved hjælp af elektrolyse. For at udføre elektrolyseprocessen har man brug for strøm – og det er når denne strøm kommer fra vedvarende energikilder, såsom vind eller sol, at man opnår klimagevinsten og kan kalde brinten grøn og CO2-fri.
Ved at omdanne energi til brint kan vi lagre energien og gemme den til en dag, hvor vinden ikke blæser, eller solen ikke skinner.
Brint kan også supplere andre grønne energikilder som et væsentligt element i forskellige kemiske processer og industriproduktion. Især i sektorer, der ikke nemt kan elektrificeres, kan brint være afgørende, såsom brændstof til tung transport over lange afstande.
Vi bygger fundamentet for brintdistribution
Evidas rolle i opbygningen af brintinfrastruktur er at skabe forbindelsen mellem producenter og forbrugere og sikre, at brint kan distribueres effektivt og sikkert – på samme måde som vi gør med metan i dag.
Vi arbejder på at udvikle distributionsnet, som skaber muligheder for lokal produktion og forbrug af brint til fx industri og transport.
Evida udvikler rørledninger til distribution af brint, som er en central del af Danmarks grønne fremtid.
Sammen med Energinet deltager vi i fælles netplanlægning for at skabe en sammenhængende energiinfrastruktur. Derudover samarbejder vi tæt med myndighederne om at udvikle de kommende regler og bekendtgørelser, der skal danne rammen for en sikker og effektiv brintdistribution.
Fra vision til virkelighed - vores erfaring
I samarbejde med Greenlab Skive, Vestjyllands Andel og Green Hydrogen Systems har vi udviklet et brinttestanlæg i Skive. Formålet med anlægget har været at skabe praktisk erfaring med distribution og håndtering af brint i rørledninger, så vi kan sikre en effektiv og sikker distributionsinfrastruktur til den grønne omstilling.
Testanlægget har givet os en værdifuld viden om, hvordan brint skal håndteres, samt hvilke tekniske og regulatoriske tilpasninger der er nødvendige. Det er et vigtigt skridt i udviklingen af brintmarkedet, hvor vi sammen med markedet og myndighederne arbejder for at skabe rammerne for en bæredygtig energiforsyning.
Anlægget er en del af Evidas ambition om at understøtte PtX og grøn brint som centrale elementer i Danmarks fremtidige energisystem.
Kom i dialog med Evida om brint
Vil du vide mere?
Kontakt os endelig for dialog eller spørgsmål omkring brint.