Bedst til biogas i EU
I 2022 udgjorde biogas, hvad der svarer til 32,6 procent af gasforbruget fra distributionsnettet. Det viser en ny opgørelse fra Evida. Det gør Danmark til det land i EU, hvor biogassen fylder mest i gassystemet. Samtidig banker CO2-fangst fra en række decentrale kilder på, med behov for transport til lagring eller anvendelse i Power-to-X. Her kan erfaringerne og kompetencerne fra biogasudviklingen være værdifulde.
”Vi ser en meget markant udvikling i, hvor meget biogassen fylder i gasrørene. Biogas erstatter naturgassen, og det er godt for både den grønne omstilling og for forsyningssikkerheden. Med biogas i rørene gør vi os derved uafhængige af naturgas. Både den naturgas, som Danmark selv producerer i Nordsøen, og den vi importerer,” siger strategi- og udviklingsdirektør i Evida, Peter Kristensen.
Med den stigende biogasproduktion og et markant faldende gasforbrug er det realistisk, at hele det danske gasforbrug i 2030 fysisk kan være dækket af danskproduceret biogas.
Det eksisterende gassystem har spillet en afgørende rolle i denne udvikling. En sammenhængende og vidtforgrenet rørinfrastruktur gør det muligt at opsamle gas fra mange kilder og fordele gassen ud til flere aftagere i et større geografisk område. Erfaringen fra udviklingen på biogasområdet kan nu bruges i udviklingen af rørført infrastruktur til brint og CO2, som er to gasser, der skal hjælpe Danmark i mål med at opfylde sine CO2-reduktionsmål.
”I en nær fremtid er det forventningen, at der bliver behov for infrastruktur til også at transportere brint og CO2. I første omgang vil der sandsynligvis være tale om nye rørledninger, men på sigt forventer vi, at dele af det eksisterende gasnet vil kunne konverteres til i stedet at transportere brint eller CO2,” siger Peter Kristensen.
I en ny publikation ”Danmark er førende i Europa på biogas – CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring banker på” gør Evida status på udviklingen i biogas i gassystemet og ser frem mod fremtidens gasinfrastruktur – til biogas, til brint og til CO2.
Fakta
- I alt blev 552 mio. Nm3 biogas tilført gasdistributionsnettet i 2022 mod 474 mio. Nm3 i 2021.
- I 2021 udgjorde biogas, hvad der svarer til 21,4% af gasforbruget.
- Opgørelsen vedrører alene biogas tilført og gasforbrug fra gasdistributionsnettet. Et enkelt biogasanlæg er tilsluttet direkte til gastransmissionsnettet, ligesom tre centrale kraftværker aftager gas direkte fra transmissionsnettet. Men såvel gasforbrug som biogasmængde i gasdistributionsnettet udgør langt størstedelen. Andelen af biogas i det samlede gassystem var i 2022 34%.
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver