Evida: Ny politisk aftale lægger de nødvendige rammer for fremtidens CO2-marked

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget i dag præsenteret en ny politisk aftale om styrkede rammevilkår for CO2-fangst og lagring (CCS) i Danmark. Evida, der er den nationale gasdistributør, glæder sig over den stærke politiske opbakning til en markedsbaseret udvikling, og at både private og statslige selskaber skal kunne eje, etablere og drive infrastruktur til transport af CO2.
Den netop indgåede CCS-aftale fastslår, at kommercielle aktører i markedet skal drive udviklingen af CCS i Danmark, og det er Evidas adm. direktør Kim Søgård Bering Kristensen meget tilfreds med.
”Med den nye aftale har et meget bredt flertal i Folketinget valgt den kommercielle vej til at udvikle markedet for CCS i Danmark. Det er helt rigtigt set, og jeg glæder mig til, at Evida med sine helt særlige kompetencer inden for anlæg og sikker drift af rørinfrastruktur kommer til et spille en betydelig rolle i udviklingen af en fuld dansk CCS-værdikæde”, siger Kim Søgård Bering Kristensen.
Aftalen lægger rammerne for, hvordan vi virkeliggør visionerne om Danmark som en europæisk hub for CO2-lagring og for, hvordan CCS kan bidrage til, at vi når klimamålene. Rammerne skal efterfølgende udfyldes, både af en hovedlov for transport af CO2, af et klart regelsæt for grænseoverskridende rørtransport og sammenkobling af regionale transportnetværk samt øvrig regulering.
”Den politiske aftale sætter retningen, og meget kommer naturligvis til at afhænge af, hvordan de konkrete rammer for CCS udfyldes. Vi ser frem til at aktivt at bidrage til udformningen af hovedloven for CO2-transport og den øvrige regulering, der følger”, siger Kim Søgård Bering Kristensen.
Det er vigtigt at følge med udviklingen og tempoet i markedet, så de politiske ambitioner om storskala CCS og Danmark som en europæisk CO2-hub kan opfyldes.
”Det er helt afgørende, at de kommercielle aktører i markedet så hurtigt som muligt kender spillepladen og ved, hvordan reguleringen bliver. Første skridt er hovedloven for CO2-transport, men et fortsat tempo i udmøntningen af de resterende rammer er tilsvarende afgørende for investeringerne i CO2-infrastrukturen og for etableringen af et velfungerende og konkurrencedygtigt CCS-marked”, siger Kim Søgård Bering Kristensen.
Pressekontakt