Evida vil nedbringe antallet af overgravninger af gasnettet

Husk at indhente ledningsoplysninger inden du graver i jorden. Det er hovedbudskabet i en ny kampagne, som statens gasdistributør, Evida, netop har igangsat. Overgravninger kan nemlig både være forbundet med risiko for person- og materielskade, forårsage metanudslip og sætte forbrugernes gasforsyning på pause. Derudover kan udbedring af skaden være forbundet med store udgifter for den, der overgraver gasnettet.
”Som en del af Danmarks kritiske infrastruktur har vi i Evida særlige forpligtelser til at sikre, at gasforsyningen hele tiden er i orden, så forbrugere og industrien altid har gas til rådighed, ligesom vi er optaget af at undgå ulykker med gas og udslip af metan. Vi har derfor stort fokus på at informere forbrugere og entreprenører om vigtigheden i, at der indhentes ledningsoplysninger, inden der graves i jorden”, siger Søren Hylleberg Sørensen, driftsdirektør i Evida.
Evida har derfor igangsat en kampagne, der skal gøre entreprenører m.fl. opmærksom på vigtigheden i at indhente ledningsoplysninger via LER, inden der graves i jorden.
Ifølge driftsdirektøren er der naturligvis ingen, der bevidst graver en gasledning over, men når det alligevel sker, kan det være en alvorlig sag. Overgravninger af gasledninger med en eventuel efterfølgende antændelse af gassen kan medføre uoverskuelige konsekvenser med f.eks. personskader, bygnings- og materielskader.
Entreprenørbranchen stod i 2020 for ca. 80 procent af overgravningerne. Kampagnen er derfor i særlig grad målrettet entreprenører.
”Sikkerheden på arbejdspladsen og det tilhørende arbejdsmiljø for såvel entreprenørerne som Evidas medarbejdere er altafgørende. Derudover er det både frustrerende for forbrugerne, dyrt for Evida og for entreprenørerne, der skal betale for genetableringen og for ”udetiden” blandt entreprenører og materiel, når gasforsyningen bliver afbrudt som følge af overgravninger. Derfor gør vi en særlig indsats for at gøre opmærksomhed på vigtigheden i at indhente ledningsoplysninger”, udtaler Søren Hylleberg Sørensen og fortsætter:
”At grave i jorden uden at indhente ledningsoplysninger svarer til at køre på en smal vej uden at orientere sig i, hvordan vejen forløber sig.”
Skadevolderen, som oftest er entreprenøren, skal være opmærksom på, at man normalt ikke er forsikret, hvis man ikke har søgt ledningsoplysninger og medbringer dem på arbejdsstedet, når man graver.
Fakta
- Cirka 80% af alle overgravninger er forårsaget af entreprenører, der f.eks. arbejder med anlæg af kabler (el og telefon), nye veje og bygninger, kloakledninger, kommunale vandforsyninger eller anlæg af fjernvarmerør.
- I 2019 skete der i alt 408 og i 2020 skete der i alt 441 overgravninger af Evidas gasdistributionsnet
- I 2019 modtog Evida 96.596 ledningsforespørgsler. I 2020 steg dette tal til 111.968 ledningsforespørgsler
Sådan indhentes ledningslysninger
- Fremsøg information på ler.dk og få ledningsplaner tilsendt
- Gennemgå ledningsplaner omhyggeligt
- Kontakt Evida (se kontaktinfo nedenfor) og få evt. ledningen påvist, hvis ledningen ikke kan afsættes ud fra ledningsplanen
Ved spørgsmål til ledningsplanerne eller afstandskrav, kan Evidas ledningsinformation kontaktes, inden der graves.
Evidas ledningsinformation kan kontaktes på:
- Evida Nord (Nord- og Midtjylland samt Hovedstadsområdet):
tlf.: 62 25 90 85, e-mail: ledningsinfo@evida.dk - Evida Syd (Syd- og Sønderjylland, Fyn og det øvrige Sjælland):
tlf.: 70 21 30 46, e-mail: ledningsinfosyd@evida.dk
Pressekontakt