Ændret praksis for fastsættelse af pris for tilslutning af biogasanlæg til gasdistributionssystemet

Evida ændrer praksis for fastsættelse af pris for tilslutning af biogasanlæg til gasdistributionssystemet - fra fast pris til afregning af de faktiske omkostninger. Dermed afspejler betalingen de direkte henførbare omkostninger ved tilslutningen, som Gasforsyningsloven foreskriver.
Baggrunden for ændringen er en juridisk vurdering af, hvorvidt den hidtidige praksis med afregning efter fast pris er i overensstemmelse med Gasforsyningsloven, som Kammeradvokaten har foretaget på anmodning fra Evida. Her vurderer Kammeradvokaten, at den tidligere praksis ikke er i overensstemmelse med Gasforsyningsloven. Derfor ændrer Evida nu praksis for fastsættelse af prisen for tilslutning af biogasanlæg.
Det betyder, at alle nye biogastilslutninger eller udvidelser af eksisterende biogastilslutninger til gasdistributionsnettet fremover afregnes efter de faktiske omkostninger ved etableringen – fremfor fast pris som hidtil. I samme forbindelse har Evida i samarbejde med Kammeradvokaten gennemgået tidligere indgåede aftaler for alle biogasanlæg, som er tilsluttet gasdistributionssystemet, for at sikre overholdelse af de forvaltningsretlige principper.
Det sker bl.a. på baggrund af, at de tre tidligere gasdistributionsselskaber (Dansk Gas Distribution, HMN GasNet og NGF Nature Energy Distribution A/S), som Evida er en fusion af, har haft forskellig praksis for håndtering af biogastilslutninger.
I tråd med god forvaltningsskik har Evida kontaktet de biogasproducenter, der inden for den gældende forældelsesfrist har indgået en fastprisaftale om tilslutning, og hvor afregning efter de faktiske omkostninger er mere fordelagtig for producenten - det drejer sig om to aftaler, hvor Evida tilbagebetaler et beløb svarende til forskellen mellem de faktiske omkostninger og den aftalte pris. Der foretages ingen efteropkrævninger.
Den nye praksis med afregning efter de faktiske omkostninger vil fremover gælde for alle nye aftaler om tilslutning eller udvidelse af biogasanlæg, som gasforsyningsloven foreskriver. Ved igangværende projekter tilpasses opkrævningen tilsvarende, hvor det er muligt og til fordel for biogasproducenten.
Pressekontakt