Carbon-hvad for noget?!

CCS-teknologien har været anvendt siden 1970’erne. Siden 1996 har CO₂-fangst og lagring været anvendt i Norge til at reducere CO₂-udledninger fra indvinding af gas i Nordsøen. Ifølge Global CCS Institutes statusrapport for 2023 er der på verdensplan i dag 41 CCS-anlæg i drift, 25 anlæg – heraf flere i Danmark – er under opførelse, og 325 anlæg er under udvikling.

Det er svært at sige præcist, hvor meget CO₂ der på sigt kan fanges i Danmark. Det afhænger af udviklingen i den grønne omstilling af såvel industrisektoren som energisektoren. Energistyrelsen estimerer, at fangstpotentialet i 2040 fra danske punktkilder er cirka 5,4-10,8 mio. ton pr. år, hvoraf cirka 3,5-6 mio. ton kommer fra biogene kilder som fx afbrænding af biomasse og produktion af biogas.

Til sammenligning var den samlede udledning af drivhusgasser i Danmark i 2022 på 44 mio. ton CO₂-ækvivalenter.

Størstedelen af fangstpotentialet i 2040 kommer fra punktkilder koncentreret i klynger omkring København, Aarhus, Aalborg og i Sydjylland. En punktkilde er et afgrænset sted/specifikt anlæg, hvorfra der bliver udledt CO₂ til atmosfæren.

CO₂-lagringen – altså S for Storage i CCS – sker i geologisk egnede undergrundsstrukturer 1.000-2.500 meter under jordens overflade, og den kan ske både på land – onshore – og til havs – offshore eller nearshore, hvor sidstnævnte er så tæt på land, at det kan være rentabelt at etablere en rørledning.

Ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) rummer den danske undergrund et stort potentiale for lagring af CO₂. GEUS vurderer, at der kan lagres mellem 12 og 22 mia. ton CO₂, hvilket er mellem 400 og 700 gange mere end Danmarks samlede årlige CO₂-udledninger på nuværende niveau. Indtil videre har GEUS undersøgt og udpeget otte egnede steder i Danmark – fem på land og tre til havs.

Lagring af CO₂ er en metode til at reducere CO₂-udledningen på kortere sigt. På længere sigt skal CO₂ ikke pumpes ned i undergrunden – i hvert fald ikke al CO₂ – for den har også potentiale som råvare i produktionen af e-fuels – grønne brændstoffer – som et alternativ til fossile brændstoffer. Så er der tale om Carbon Capture and Utilization (CCU) – eller fangst og udnyttelse af CO₂ på dansk.

E-fuels produceres i Power-to-X-anlæg, som spalter vand til ilt og brint ved hjælp af strøm fra vind- eller solenergi. Brint kan anvendes som brændstof til industri og tung transport, men tilfører man kulstof fra CO₂, kan den også blive til e-metan eller e-metanol. E-metan kan anvendes til fx opvarmning ligesom biogas, og e-metanol kan fx bruges som brændstof i skibe og fly. Power-to-X-produktion er meget energikrævende, så både ud fra et bæredygtigt og økonomisk perspektiv er det afgørende, at strømmen dertil kommer fra vedvarende energikilder. Samtidig afgiver processerne meget varme, hvilket har potentiale som energikilde for fjernvarme.

Uanset om CO₂ skal lagres onshore, nearshore eller offshore eller udnyttes i produktion af e-fuels, skal den som udgangspunkt transporteres over kortere eller længere afstande. Det kan ske med lastbil, skib, tog og/eller rørledning.

Som distributør mener Evida, at transporten bør ske med den mest hensigtsmæssige transportform på den givne strækning. Både hvad angår bæredygtighed, økonomi, påvirkning af borgernes hverdag og sikkerhed.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed COWI har undersøgt, hvor mange kg CO₂-ækvivalenter tre typer transport udleder pr. transporteret ton CO₂. Transport i en rørledning på land har den laveste udledning, derefter kommer transport i lastbil, og til sidst kommer transport med skib, som har betydelig større udledning end de to andre.

Undersøgelsen ser også på, hvad der forårsager udledningen. Ikke overraskende udgør etableringen af rørledningen med rør og gravearbejde en forholdsmæssig stor andel af dens udledning, men driften af den har til gengæld en lavere udledning end fx det brændstof, som lastbilen og skibet anvender til at køre eller sejle CO₂'en væk.

Pointen gentager sig, når det handler om økonomi. Det er forholdsmæssigt dyrt at etablere rørinfrastrukturen, men når det først er gjort, og den transporterer optimale volumener CO₂, gør den det billigere end lastbil og skib. Altså er en skalérbar CO₂-rørinfrastruktur den mest rentable løsning.

Påvirkningen af borgernes hverdag ligeså: Nedgravningen af en CO₂-rørledning påvirker folks hverdag, mens gravearbejdet står på. Derefter ligger den i jorden og forstyrrer ikke. Anderledes forholder det sig med den tunge trafik, som CO₂-transport med lastbil kan afstedkomme.