Har du modtaget acontoregninger fra din gasleverandør, selv om du har skiftet varmekilde?

Evida er meget opmærksom på problemstillingen og arbejder sammen med gasleverandørerne om at håndtere den. Du behøver ikke at ringe eller skrive til Evida.
Ønsker du at tale med Evida, vil du kunne opleve ventetid på telefonen på grund af mange opkald.
Hvad er der sket?
Vi har en klar proces, der skal sikre, at man ikke modtager aconto-opkrævning, efter man er overgået til ny varmekilde. Vi har desværre oplevet en teknisk fejl i it-kommunikationen mellem gasleverandørerne og os, som betyder, at ikke alle beskeder er gået igennem til gasleverandørerne, og derfor kan nogle kunder have oplevet stadig at få acontoregninger fra deres gasleverandør.
Fejlen er nu rettet, og vi har sat gang i en oprydning bagudrettet, ligesom vi arbejder tæt sammen med gasleverandørerne om at håndtere sagen. Vi beklager den gene, det har medført for vores kunder.
Evida er ved at danne sig et overblik over omfanget efter de it-problemer, vi har haft, men det er vigtigt at bemærke, at kunderne ikke kommer til at hænge på et forbrug, de ikke har haft. Hvis der er opkrævet for meget aconto, vil det blive modregnet i slutopgørelsen. Hvis kunderne ikke kan betale deres acontoregning, vil det kræve en aftale med deres gasleverandør.
Processen for afkobling har flere trin
1. Kunden opsiger sin gasforsyning
Kunden opsiger sin gasforsyning og angiver en dato for forventet skift til anden varmekilde. Datoen for forventet skift til anden varmekilde anvendes til at stoppe acontoopkrævninger.
2. Gasmåleren nedtages
Gasmåleren nedtages, hvorefter kunden slutopgøres. Kunden er efter dette tidspunkt ikke længere gaskunde og modtager derfor heller ikke opkrævninger
3. Den fysiske frakobling
Evida rydder op på adressen ved at fjerne gasskabet og fysisk afkoble gasledningen ude i offentligt areal
Uddybning af processen
Tidsfrister
Når en kunde opsiger sin gasforsyning på vores hjemmeside, skelner vi mellem følgende:
- Kort varsel: Hvis kunden ønsker afkobling med meget kort varsel, forsøger vi at imødekomme dette, og vi bestræber os på, at det sker inden for en frist på løbende måned + en måned. Når gasmåleren er taget ned, kan der laves en slutafregning. Ifølge markedsreglerne kan der gå op til 20 arbejdsdage, fra vi nedtager gasmåleren, til vi har opgjort forbruget og givet besked videre til gasleverandøren, som så kan lave sin slutafregning. Herefter er man ikke længere gaskunde.
- Længere varsel: Hvis kunden angiver skift til anden varmekilde med et tidspunkt, der ligger efter løbende måned + en måned, bestræber vi os på at imødekomme kundens ønske. Når gasmåleren er taget ned, kan der laves en slutafregning. Ifølge markedsreglerne kan der gå op til 20 arbejdsdage, fra vi nedtager gasmåleren, til vi har opgjort forbruget og givet besked videre til gasleverandøren, som så kan lave sin slutafregning. Herefter er man ikke længere gaskunde.
Stop for acontoregninger
Vi kan desværre ikke i alle tilfælde overholde fristen for nedtagning af gasmåleren, som beskrevet ovenfor, da vi pt. modtager mange opsigelser. For at kunderne ikke skal få flere acontoopkrævninger end nødvendigt, har vi indført et automatisk beregningsstop for de kunder, som har skiftet varmekilde, men hvor gasmåleren endnu ikke er taget ned. Herefter modtager kunden ikke længere acontoopkrævninger fra Evida for distribution og afgifter, men kun den endelig slutopgørelse, når den er lavet.
Gasleverandøren får automatisk besked om beregningsstoppet ved overgangsdatoen for den nye varmekilde og kan så også stoppe for udsendelse af acontoopkrævninger for selve gasforbruget.
Evida arbejder kontinuerligt på at optimere processen i samarbejde med gasleverandørerne, så vi i fællesskab kan sikre, at processerne fungerer, så kunderne ikke modtager opkrævninger, efter de er skiftet til anden varmekilde.
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver