Nye rekorder for biogas i gasnettet

Biogassen udgjorde rent fysisk hele forbruget fra gasdistributionsnettet i Nordjylland i juli måned. Også på Fyn og i resten af Jylland udgjorde biogassen hovedparten af gassen i rørene hen over sommeren.
Produktionen af biogas stiger støt, og det kan mærkes i gasdistributionsnettet. En opgørelse fra Evida viser, at biogassen i juli måned udgjorde 47 procent af det samlede gasforbrug fra gasdistributionsnettet. Opgørelsen indgår i en ny publikation ”Biogas – en schweizerkniv i energiforsyningen”, udarbejdet af Evida.
”Biogassen fylder rent fysisk mere og mere i gasforbruget, og det er godt nyt for den grønne omstilling af gassektoren og for de forbrugere, hvor gassen er en vigtig energikilde,” siger Søren Hylleberg Sørensen, driftsdirektør i Evida.
Den fysiske andel af biogas i gasdistributionsnettet dækker over store regionale forskelle. Nordjylland toppede listen denne sommer. Her fyldte biogassen hele gasnettet i juli måned. På Fyn svarede andelen af biogas til 77 procent af forbruget, mens den i Sydjylland udgjorde 66 procent og i Midtjylland 63 procent.
Øst for Storebælt er billedet anderledes. Her udgjorde biogassen 6 procent i hovedstadsområdet og Nordsjælland og 14 procent på resten af Sjælland.
At det er i det vestlige Danmark, at mængden af biogas i gasnettet rent fysisk er størst, hænger naturligt sammen med, at det er i disse områder, biogasproduktionen er størst, da det også er her husdyrproduktionen er størst.
”Både det udnyttede og det uudnyttede potentiale for at producere biogas er størst i Jylland og på Fyn, hvor husdyrproduktionen er størst. Til gengæld er gasforbruget størst i det østlige Danmark. Det betyder, at behovet for at flytte gassen stiger. Det understreger behovet for den sammenhængende gasinfrastruktur, som gasnettet allerede i dag udgør,” siger Søren Hylleberg Sørensen.
Landbruget er hovedleverandør af den biomasse, som biogassen dannes af. Og det er netop en af biogasproduktionens store fordele – den er en måde at håndtere og nyttiggøre affaldsprodukter på. Det være sig husdyrgødning, madaffald, spildevand eller andre organiske restprodukter fra mange sektorer. I biogasprocessen bliver energi opsamlet samtidig med, at næringsstoffer bliver ført tilbage i kredsløb, når den afgassede biomasse bliver brugt som gødning på markerne.
En anden af biogassens styrker er, at den kan udnyttes både i gasform og flydende form. Den kan erstatte naturgas en til en, ligesom dens bestanddele - metan og CO2 - kan udnyttes i Power-to-X til at lave andre typer grøn energi. Biogassen er således en sand schweizerkniv i energiforsyningen.
Publikationen ”Biogas – en schweizerkniv i energiforsyningen” er udgivet af Evida i september 2021.
Opdateret den 6. oktober 2021: Teksten er opdateret med nye tal for andelen af biogas i de forskellige regioner, da der beklageligvis havde sneget sig en fejl ind i vores dataudtræk.
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver