Evida markerede indflytning til Middelfart

Som led i udflytningen af statslige arbejdspladser flytter Evida en del af sine aktiviteter til Middelfart. Det indebærer blandt andet, at cirka 53 administrative medarbejdere og cirka 37 udekørende driftsteknikere har skiftet arbejdsplads. Det blev i dag markeret med en reception med deltagelse af blandt andre Middelfarts borgmester.
Evida er i gang med at samle alle aktiviteter om det danske gasdistributionsnet under et hovedkontor i Viborg og driftscentre i Viborg, Middelfart og Stenlille. Som led i samlingen af selskabet er omkring 90 af Evidas ansatte flyttet ind på deres nye arbejdsplads i Middelfart.
Indflytningen blev i dag markeret med en reception for medarbejderne med deltagelse af Middelfarts borgmester, som bød Evidas medarbejdere velkommen til kommunen og fik en rundvisning i Evidas nye lokaler.
- Jeg er glad for, at Evida har valgt at flytte 90 statslige arbejdspladser til Middelfart. Med placering nær motorvejen midt i Danmark, har virksomhederne her et godt udgangspunkt for at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere. Vi er klar til at stille den nødvendige service til rådighed ift løbende rekruttering, uddannelse og dialog om myndighedsopgaver. I Middelfart Kommune går vi også gerne ind i dybe samarbejder med virksomheder i området om udviklingsprojekter, hvor det giver mening, siger Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune.
Samlingen af selskabets aktiviteter betyder en sammensmeltning af kulturer og arbejdsgange, som på sigt kommer til at reducere Evidas omkostninger og gøre det lettere at være gaskunde. Det var derfor en glad administrerende direktør, som i dag kunne byde medarbejderne og borgmesteren velkommen.
- Evida og vores dygtige medarbejdere er på en spændende rejse mod et samlet statsligt selskab med ansvar for sikker og stabil distribution af gas til produktion, transport og opvarmning i hele landet. Jeg er derfor glad for, at vi i dag kunne byde velkommen til vores nye arbejdsplads i Middelfart, som er et vigtigt skridt på vejen mod en samling af selskabet, siger Evidas administrerende direktør, Ole Kalør.
Fakta om Evida
Evida er det nye statslige gasdistributionsselskab, som distribuerer gas til de 400.000 danske gasforbrugere og står for drift og vedligehold af det så godt som landsdækkende gasdistributionsnet. Selskabet er et resultat af sammenlægningen af HMN GasNet og Dansk Gasdistribution, som fandt sted d. 1. oktober 2019.
Pressekontakt
• Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen kan kontaktes via kommunikationschef Rasmus Kjølby tlf. 23671277 og Rasmus.kjolby@middelfart.dk
• Evida kan kontaktes via kommunikationschef Mia Josiassen tlf. 25194064 og miajo@evida.dk








Pressekontakt