Enighed om grøn fjernvarmeløsning på Sydfyn

Efter en god dialog mellem Evida og Ollerup - Vester Skerninge og Ulbølle Fjernvarmeselskab kan vi nu komme videre med at etablere fjernvarmeforsyning til beboerne i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle. Fjernvarmeselskabet har nemlig valgt at installere varmepumper, og det vil betyde en mere energieffektiv og fremadrettet opvarmning med lave omkostninger for forbrugerne og på sigt en mindre CO2-udledning til gavn for klimaet.
Fjernvarmeselskabet Ollerup - Vester Skerninge - Ulbølle lagde oprindeligt op til at etablere en biomassekedel, hvilket ifølge Dansk Gas Distribution (det nuværende Evida) havde for høje samfundsøkonomiske omkostninger. Evida ankede herefter sagen til Energiklagenævnet.
Evida og fjernvarmeselskabet har efterfølgende været i en tæt dialog, hvor parterne har bidraget aktivt til at finde den samfundsøkonomisk bedste løsning. Det har ført til, at fjernvarmeselskabet valgte at etablere varmepumper, hvilket har forbedret projekternes samfundsøkonomi. Det er baggrunden for, at Fjernvarmeselskabet Ollerup - Vester Skerninge - Ulbølle vil udarbejde et nyt projekt, hvorved deres oprindelige projektforslag bortfalder.
”Det kan virke som en ordentlig koldbøtte at gå fra en halmfyret fjernvarmecentral til en central med varmepumper,” siger Erik Stoumann, der er bestyrelsesformand i Fjernvarmeselskabet, men det er der ifølge bestyrelsesformanden flere gode grunde til. Han udtaler på den baggrund følgende: ”I det oprindelige projekt var løsningen med halm på daværende tidspunkt det billigste, men vi havde allerede dengang fokus på, at afbrænding af halm havde en udløbsdato, og det ser ud til at være nu. Priserne på el er faldende, og de nye klimaplaner peger også på, at olie- og gasfyr hos den enkelte forbruger skal udfases med fjernvarme eller varmepumper.”
Evida glæder sig over, at Fjernvarmeselskabet Ollerup - Vester Skerninge - Ulbølle kan komme videre med at etablere fjernvarmeforsyning i området.
"Evida er udelukkende interesseret i, at vi med åbenhed og dialog finder de rigtige veje i de påkrævede forandringer af varmesystemet og ikke mindst i den grønne omstilling. Vi har derfor siden efteråret 2019 haft et rigtig godt samarbejde med fjernvarmeselskabet om den samfundsøkonomiske betydning af etableringen af varmepumpen, og jeg er glad for, at vi er nået frem til en god og grøn løsning, som også tilgodeser ønskerne fra beboerne i Ollerup, Ulbølle og Vester Skerninge,” siger Evidas administrerende direktør Ole Kalør.
Svendborg Kommune skal godkende et nyt projektforslag, før fjernvarmeforsyningen kan etableres i Ollerup, Vester Skerninge og Ulbølle, og selskabet er sammen med sin rådgiver, Rambøll godt i gang med et nyt projektforslag.
Pressekontakt
Bestyrelsesformand i Fjernvarme Ollerup-Vester Skerninge-Ulbølle, Erik Stoumann,kan kontaktes via tlf. 2133 3050 ogstoumann@gmail.com
Evida kan kontaktes via kommunikationschef Mia Josiassen tlf. 25194064 og miajo@evida.dk
Pressekontakt