Gasflamme over Gladsaxe
Afbrænding af gas på Columbusvej 6, 2860 Søborg

Som del af forberedelserne til Hovedstadens letbane skal Evida, det tidligere HMN Gasnet, afspærre og tømme en sektion af de stålrør, som transporterer gas rundt i København. I den forbindelse afbrændes en mængde gas på Arrivas område på Columbusvej 6 i Gladsaxe mandag den 20. april 2020 i tidsrummet fra kl. 06:00 til 12:00.
Afbrændingen er planlagt til at starte omkring kl. 06:00 og vil, under normale omstændigheder, være afsluttet efter 1-2 timer. Vi forsøger at gøre operationen så kort som mulig og til tiden for at genere Arrivas bustrafik mindst muligt.
Gassen brændes af fra en 12 meter høj mast, også kaldet en flare. Flammen vil kunne ses et godt stykke væk, men først og fremmest vil man kunne høre afbrændingen som en buldrende larm, som minder meget om larmen fra et jagerfly, der letter.
”Stålledningen skal tømmes – og dette gøres netop ved at afbrænde gassen. Afbrænding er den klimamæssigt mest hensigtsmæssige måde at tømme rørene på”, forklarer operationsansvarlig Jakob Bakker.
Afbrændingen er aftalt i samråd med brandvæsenet og politiet:
”Der er tale om en kontrolleret afbrænding, hvor alt er planlagt ned til sidste detalje, og hvor afbrændingen kan stoppes til enhver tid. Så man skal ikke blive bekymret og ringe til politi og brandvæsen,” siger Jakob Bakker.
Der vil af sikkerhedshensyn ikke være adgang til Arrivas område under afbrændingen, og beredskabet forventes at være tilstede under operationen.
Fakta
Metoden med at afbrænde gassen kaldes flaring.
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver