Nyt biogasanlæg sender grøn gas ud til forbrugerne i Midtjylland

Et helt nyt biogasanlæg, Grauballegaard Biogas, ved Lemming har set dagens lys. Hen over sommeren blev der åbnet for hanerne, så biogassen nu kan strømme i det midtjyske gasnet. Det sker, efter at Evida har koblet anlægget til gasnettet.
”I Evida arbejder vi for den grønne omstilling, og det glæder mig, at vi nu har koblet Grauballegaard Biogas på gasnettet. For når vi tilkobler biogasanlæg som dette til gasnettet, bidrager vi til, at gassen bliver grøn, så private forbrugere og virksomheder kan få klimavenlig og vedvarende energi,” siger Søren Hylleberg Sørensen, driftsdirektør i Evida.
Hos Grauballegaard Biogas er det en milepæl, at anlægget nu er sat i drift og kan sende den grønne gas ud i gasnettet:
”På Grauballegaard Biogas er vi stolte af, at vi nu får sat yderligere skub i den grønne omstilling. Ved at omdanne landbrugets affalds- og biprodukter til bionaturgas sikres en betydelig reduktion af CO2, samtidig med at den danske fødevareproduktion bliver endnu mere klimavenlig,” siger medejer Mads Niær Kristensen.
Når biogasanlægget ved Lemming er oppe på fuld drift, vil det kunne producere 6 mio. m3 biogas til gasnettet. Det svarer til forbruget af gas i cirka 3.500 parcelhuse.
Grauballegaard Biogas er det seneste anlæg, som Evida har tilkoblet gasnettet, og mere end 50 anlæg på landsplan leverer nu biogas til forbrugerne. Set over hele året svarer mængden af biogas i gasnettet til mere end 20 procent af gasforbruget herhjemme. Forventningen er, at biogas i 2025 vil kunne dække, hvad der svarer til 40 procent af gasforbruget.

14 km rør leder gassen fra Grauballegaard Biogas til Måle- og Regulatorstationen ved Rødkærsbro

En modtagestation ved biogasanlægget måler bl.a. gassens kvalitet, inden den sendes videre

To kompressorer sætter tryk på gassen, så den kan komme ud i gasdistributionsnettet
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver