Første markedsdialog peger på behov for CO2-infrastruktur
Knap halvdelen af de adspurgte markedsaktører inden for CO2-fangst, -lagring og -anvendelse (CCUS) angiver i ny markedsdialog, at deres projekter styrkes væsentligt af rørført CO2-infrastruktur. Det er særligt aktører, der skal fange CO2, der efterspørger rørledninger og særligt aktører med stor CO2- udledning.
Som ejer af gasdistributionsinfrastrukturen i Danmark har Evida gennemført en markedsdialog med nuværende og potentielle CO2-aktører.
Markedsdialogens formål er at afdække, hvordan en CO2-infrastruktur bedst muligt støtter op om markedsaktørernes behov for at give de bedste muligheder for en fortsat udvikling og realisering af den danske CCS-strategi.
- CO2-fangst, -lagring og -anvendelse er et nyt og endnu umodent marked, så billedet vil sandsynligvis udvikle sig de kommende år, men denne første nationale markedsdialog giver en første indikation af, hvordan CO2-markedet i Danmark kan udvikle sig. Det er vigtig viden for, at vi kan komme i gang i tide med de tiltag, som kan understøtte markedets udvikling. Det gælder for eksempel en dedikeret CO2-infrastruktur, siger Evidas administrerende direktør Kim Søgård Bering Kristensen.
Rørført infrastruktur kan styrke businesscasen
28 CO2-aktører har deltaget i markedsdialogen og dækker tilsammen mindst 35 projekter. Knap halvdelenaf aktørerne angiver, at deres projekter styrkes væsentligt af eller ikke kan blive rentable uden en rørført CO2-infrastruktur.
Det er særligt fangstaktørerne, der ser CO2-rørledninger som en styrkelse af deres businesscase. Derudover bliver rørinfrastruktur relevant for fangstaktørerne, når volumenerne bliver så store, at lastbiltransport ikke længere er mulig. Ved små mængder vil lastbiler være i stand til at dække behovet for transport, angiver aktørerne.
Markedsaktørerne angiver et stort fangstpotentiale på ca. 5,6 mio. ton CO2 i 2030. Det er mere end dobbelt så stort som den forventede anvendelse. Det betyder, at langt det meste CO2 i første omgang skal transporteres til lager offshore og onshore.
Mens fangst af CO2 er spredt over hele Danmark, er projekter om anvendelse af CO2 primært placeret i Jylland.
Flere aktører opfordrer til, at CO2-infrastruktur sammentænkes med anden infrastruktur for eksempel til brint eller fjernvarme og med internationale rørforbindelser for at opnå stordriftsfordele.
-Der tegner sig et billede af, at der i løbet af en tiårig horisont vil være behov for at kunne transportere CO2 til lagre onshore og offshore, men også til anvendelse i Power-to-X-anlæg til produktion af grønne brændstoffer. Derfor kan der være store synergier i at sammentænke etablering og drift af infrastruktur til CO2 og brint, siger Kim Søgård Bering Kristensen.
Markedsdialogen om CO2-infrastruktur i Danmark præsenteres i dag på konferencen ”Hvordan serfremtiden for CO2 ud i Danmark?” og kan læses i sin fulde længde her.
Fakta
- Markedsdialogen er foretaget i samarbejde med KPMG.
- 28 CO2-aktører har deltaget i markedsdialogen og dækker tilsammen mindst 35 projekter.
- 17 af de deltagende aktører arbejder enten udelukkende med CO2-fangst eller med både fangst og anvendelse af CO2.
- Markedsaktørerne forventer at være i drift mellem 2025 og 2030. Kun få af de adspurgte markedsaktører forventer at være i drift inden 2025
Malene Hadrup
senior kommunikationsrådgiver