Energinet Gas TSO og Evida beklager fejl i breve til lodsejere
I forbindelse med forundersøgelser til det mulige gasledningsprojekt Grøn Gas Lolland-Falster har Energinet Gas TSO og Evida i maj og i november sendt breve til ca. 700 lodsejere, fordi de muligvis kan blive berørt af en eventuel gasledning mellem Everdrup på Sydsjælland og Nakskov på Lolland, hvis det besluttes at gennemføre projektet.
Brevene indeholdt information om, at Energinet Gas TSO og Evida ville lave besigtigelser i marken for at få mere viden om landskabs- og naturforhold, og at nogle af lodsejerne dermed kunne få besøg af biologer. I brevene blev der gjort opmærksom på, at besigtigelserne ville foregå til fods og så vidt muligt fra offentlige veje og stier, men at der også kunne ske besigtigelser fra fx marker.
En lodsejer har nu kontaktet Energinet og spurgt, med hvilken lovhjemmel Energinet Gas TSO og Evida kan lave besigtigelser på lodsejerens marker.
Energinet har i svaret til lodsejeren forklaret, at projektet på nuværende tidspunkt ikke har hjemmel til besigtigelse på privat ejendom uden forudgående tilladelse fra lodsejer. Energinet har samtidig beklaget fejlen og dermed brevets udformning. Energinet Gas TSO og Evida burde have gjort det klart, at besigtigelser kun kan finde sted gennem forudgående aftaler. Energinet GAS TSO og Evida beklager fejlen og vil ud over at beklage overfor den konkrete lodsejer, som kontaktede Energinet, desuden kontakte de lodsejere, som endte med at få besigtigelser på deres jord.