Evidas årsrapport: Energi kom for alvor på dagsordenen i 2022

2022 var et usædvanligt år for Evida. Krigen i Ukraine har sat ekstra krav til behovet for forsyningssikkerhed, og Evida leverede en oppetid på mere end 99,99 % i 2022. Samtidig udstikker Evidas bæredygtighedsprogram retningen for grøn omstilling, og i 2022 er det blevet til 56 biogasanlæg, der decentralt leverer biogas ind i gassystemet.
I årsrapporten for 2022 ser Evida nærmere på året, der gik. Det er selskabets opgave at sikre forsyningssikkerhed og drive det danske distributionsnet sikkert og effektivt.
- Det er vores ansvar overfor kunderne og samfundet at sikre både forsyningssikkerhed og sikkerhed generelt for det danske distributionsnet, der er en del af den danske kritiske infrastruktur. Det er en topprioritet for os, og derfor er det vigtigt, at vi opretholder en høj oppetid. Det fortæller nemlig, hvor stor en del af tiden forbrugerne har adgang til gas, hvilket var tæt på 100 % i 2022, siger Kim Søgård Bering Kristensen, administrerende direktør i Evida.
Det generelle øgede fokus på energi var tydeligt blandt gaskunderne, hvor både forbrug og behov ændrede sig markant i det forgangne år. Gasforbruget faldt med knap en fjerdedel med i alt 23,4 %. De svingende gaspriser skabte et nyt behov for at udskifte årsaflæsning med kvartalsvise aflæsninger for at sikre en bedre sammenhæng mellem kundernes reelle forbrug og deres regning.
Fokus på den grønne omstilling
Den grønne omstilling spillede også i 2022 en stor rolle for Evida. Det er den politiske ambition, at biogas i 2030 skal dække 100 % af Danmarks gasforbrug. Det arbejder Evida blandt andet på ved at tilkoble nye biogasanlæg til nettet. I 2022 blev der tilkoblet yderligere seks anlæg rundt om i landet hovedsageligt i Vest- og Sønderjylland. Dermed er det samlede antal biogasanlæg i Danmark oppe på 56.
I arbejdet med den grønne omstilling af energisystemet i Danmark kommer ”nye” gasser også til at spille en stor rolle. Her har Evida stillet sin viden om gasdistribution til rådighed for flere projekter.
Selskabet endte i 2022 på et resultat efter skat på 41,7 millioner kroner.
Du kan læse hele årsrapporten her.