Borgerne inddrages om gasledning mellem Sydsjælland og Lolland-Falster
Første offentlige høring om projektet Grøn Gas Lolland-Falster går nu i gang. Lodsejere, naboer og alle andre kan de næste fire uger komme med forslag og input.
Berørte lodsejere, naboer og alle andre kan nu deltage i den første offentlige høring om en ny gasledning mellem Sydsjælland og Lolland-Falster.
Miljøstyrelsen og Energistyrelsen har netop indledt en fire uger lang idéfase, hvor alle kan komme med forslag og input til, hvad der skal undersøges i forbindelse med den miljøkonsekvensvurdering, der skal laves for projektet.
"Målet er, at vi i fællesskab kan finde ud af, hvordan gasledningen bliver anlagt på den bedst mulige måde for lodsejere, naboer, natur og miljø. Det er vigtigt, at alle input og forslag kommer frem, så vi kan lave gasledningen så skånsomt som muligt," siger Jeppe Danø, vicedirektør i Energinet, og understreger, at alle forslag skal sendes til Miljøstyrelsen eller Energistyrelsen – link til høringen findes her.
Der arbejdes frem imod, at Energinet, der er det statslige selskab med ansvar for de overordnede el- og gastransmissionsnet, og Evida, som er det statslige selskab med ansvar for anlæg og drift af de regionale- og lokale gasnet, i samarbejde skal bygge Grøn Gas Lolland Falster-gasledningen.
300 lodsejere får opringning eller besøg
Ud over den offentlige høring vil Energinet og Evida kontakte alle de lodsejere, der ifølge det første forslag til linjeføring, kan få det nedgravede gasrør på deres jord.
"Vi er meget interesseret i en snak med lodsejerne for at få deres syn på projektet. Det kan enten være over telefonen eller for eksempel over en gåtur hen over marken. Lodsejeren kender sin jord bedre end nogen anden og har stor viden om alt fra jordforhold til dræn. Lodsejeren kan også fortælle om eventuelle planer om udvidelse af stalde eller maskinhuse, som vi skal have med i forarbejdet. Desuden har mange lodsejere naturligvis mange spørgsmål, som vi vil gøre alt, hvad vi kan for at svare bedst muligt på," siger Søren Hylleberg, driftsdirektør i Evida.
Du kan læse mere om høringen på Miljøstyrelsens hjemmeside samt på Energistyrelsens hjemmeside.
Du kan også her på hjemmesiden læse mere om Grøn Gas Lolland Falster-projektet. Du kan bl.a. se et landkort, hvor du kan zoome ind og se forslaget til rørledning i forhold til hver enkelt ejendom. I løbet af kort tid vil siden også blive opdatere med en folder med mere information om, hvordan arbejdet kommer til at foregå, hvordan lodsejere erstattes osv.
FAKTA
- Gasledningen bliver ca. 115 km lang
- I alt ca. 300 lodsejere kan ifølge det første oplæg få gasledningen på deres jord.
- I alt ca. 1220 lodsejere har fået brev om den første offentlige høring – foruden lodsejere, der kan blive direkte berørt, også lodsejere inden for et bælte på 200 meter til hver side af den foreslåede linjeføring.
BAGGRUND FOR PROJEKTET
Sukkerfabrikkerne på Lolland og Falster har sammen med biogasproducenten Nature Energy og gasleverandøren Andel forhørt sig om muligheden for en gasledning.
Nordic Sugar bruger meget energi og skal reducere sin CO2-udledning for at opfylde miljøkrav. Det vil fabrikkerne gøre ved at udskifte kul og olie med mere klimavenlig gas, gerne med lokalproduceret biogas lavet af bl.a. affald fra sukkerroeproduktion, gylle mv.
Flere andre virksomheder har efterfølgende bakket op om behovet for et grønt gasnet på Lolland-Falster.
Den 1. februar 2021 offentliggjorde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, at gasledningen skal bygges for at sikre store CO2-besparelser på Nordic Sugars sukkerfabrikker på Lolland og Falster og på andre virksomheder på øerne samt fastholde lokale arbejdspladser. Læs mere her: Gasledning til Lolland-Falster skal sikre CO2-reduktioner og arbejdspladser (kefm.dk)
Det er bl.a. på baggrund af indstilling fra klima-, energi- og forsyningsministeren, at Energinet og Evida forbereder gasledningen.
Først miks af naturgas og biogas – senere kun biogas
Den gas, som sukkerfabrikkerne og andre virksomheder vil bruge, vil fra start være et miks af naturgas og biogas – på sigt udelukkende biogas.
Biogas udgør i dag 21 procent af gassen i det samlede danske gasnet, men andelen vokser kraftigt. Energistyrelsens analyseforudsætninger viser, at det tal i 2024 vil være 34 procent, 60 procent i 2030 og 100 procent i 2040 – dog under forudsætning af yderligere politiske tiltag for at kunne nå dertil.
Det er hensigten, at Grøn Gas Lolland Falster-projektet skal stå klar i 2024. Rørledningen giver mulighed for, at der kan bygges biogasanlæg på Lolland og Falster – uden en rørledning er det ikke rentabelt at lave biogasproduktion på Lolland og Falster, fordi det ikke er muligt at komme af med al biogas lokalt. Biogasselskabet Nature Energy har allerede konkrete planer om to nye biogasanlæg på Lolland og Falster. Hvis de bliver bygget, vil de fra 2024 kunne dække mindst 50 procent af gasforbruget på Lolland og Falster.
Pressekontakt