Afkoblingspuljen 2023 er opbrugt

Puljen på 100 mio. kroner til gebyrfri afkobling fra gassystemet, som åbnede den 3. januar, er nu opbrugt, og puljen er derfor lukket.
Forventningen er, at ordningen tilføres yderligere 35 mio. kroner i 2023, som det fremgår af Folketingets aftale om Vinterhjælp fra september 2022. Du kan følge med via Evidas hjemmeside eller ved at tilmelde dig nyheder fra Evida.
Hvis du opsiger din gasforsyning i perioden, hvor puljen til afkobling er lukket, skal du selv betale gebyret for afkobling. Se prisen på en afkobling her.
Vær opmærksom på, at
- Afkoblingsordningen kun gælder for opsigelser, som Evida modtager, når puljen er åben, og der er penge tilbage i puljen. Man kan altså ikke få andel i puljen med tilbagevirkende kraft.
- det er datoen, hvor man opsiger sin gasforsyning, som tæller, ikke datoen for hvornår man skifter varmekilde, der er afgørende for at få gebyrfritagelse.
- din opsigelse er bindende for dig og for Evida fra det tidspunkt, vi modtog din opsigelse.
Om Afkoblingsordningen
Afkoblingsordningen giver private husholdninger og udlejere mulighed for at få dækket gebyret til Evida for at blive afkoblet gassystemet, hvis kunderne ønsker at udskifte sit gasfyr med en alternativ energikilde.
Evida administrerer Afkoblingsordningen for Energistyrelsen. Ordningen er et resultat af den politiske klimaaftale fra den 22. juni 2020, hvor der blev afsat midler til gebyrfritagelse ved afkobling fra gassystemet, og midlerne uddeles i perioden 2021-2026. I 2023 har der været afsat 100 mio. kr., som er tildelt efter først til mølle-princippet.
Hvem er omfattet af afkoblingsordningen?
Ordningen omfatter private husholdninger og udlejere med udlejningsboliger der, på den pågældende adresse
- har et årligt forbrug (i seneste aflæsningsår) på mellem 100m3 og 6.000 m3, og
- ikke har et eller flere CVR-numre registeret på adressen, der i de seneste tre regnskabsår sammenlagt har modtaget de minimis-støtte, der overstiger 1.500.000 kr. (200.000 EUR).
Pressekontakt